“Hvorfor får man ondt i ryggen”, spørger du måske dig selv. Det korte svar er, at der kan være mange forskellige årsager til rygsmerter, og at det derfor kan være umuligt at give et overordnet facit på, hvorfor smerter og problematikker i ryggen egentligt opstår.

Hos nogle kommer smerterne pludseligt på grund af en forkert eller hurtig bevægelse, mens de i andre tilfælde opstår som et resultat af at sidde i en uhensigtsmæssig stilling over en længere periode – eksempelvis i forbindelse med dagligt, stillesiddende arbejde. Årsagen kan også findes i en dårlig seng, mangel på motion, stress eller uhensigtsmæssige overbelastninger. Det er dog langt fra altid, at smerterne opstår samtidigt eller lige umiddelbart efter den årsag, der udløser dem – og det gør det derfor endnu sværere at give et konkret svar på spørgsmålet “hvorfor får man ondt i ryggen”.

Hos få kan rygsmerter skyldes generelt dårligt helbred eller sygdomme som slidgigt og diskusprolaps, mens nogle er arveligt disponeret for problemer med ryg og lænd. I langt de fleste tilfælde er smerterne dog “mekaniske” – de er altså blevet udløst af en eller anden fysisk årsag. I de følgende afsnit kan du læse lidt nærmere om nogle af de mest almindelige mekaniske ryg- og lændesmerter.