Korpset dag 5 – tænk tænk tænk aspirant #6

Korpset dag 5 – tænk tænk tænk aspirant #6

En rolig men desværre ærgerlig nat

Natten var gået rigtig fint for mig. Jeg lå på observationsposten fra 02-03 med min efterhånden rigtig gode kammerat #15 Martin. Man ser ikke en lille men vigtig detalje om natten i programmet. #8 Frederik og #10 Renni skulle afløse os fra 03-04. Vi havde internt aftalt at vække næste gruppe 15 minutter før deres start. Desværre havde Renni’s ur gået 2 minutter forkert så det endte med, at de kom for sent til obeservationsposten.
Fra dag 2 blev vi kraftigt instrueret i, at det var ”fucking no go” fra instruktør Rat. Der blev i samme ombæring sagt at man ryger hjem, hvis det sker igen. Heldigvis for de 2 var straffen dog mere mild, mere om det senere.

Det første mentale problem

Dag 5 startede stille og roligt kl. 06.00. Med gårsdagens bratte opvågning med kanonslag var det helt rart at blive vækket med den velkendte meget knirkende dør. Jeg havde som altid lagt mine ting i min kasse så jeg vidste præcis, hvor de lå. Denne morgen havde vi ikke lys i sovesalen, så alt skulle udføres med pandelampen på.
Det gør det hele meget nemmere at vide i blinde, hvor ens ting er. Et råd jeg faktisk fik af Preben som har unge i militærpraktik i 9. klasse. Han fortalte at jeg var et rodehoved i mit skab, så da jeg bare grinede af ”den gamle mand” valgte han at slukke lyset inden vi skulle på øvelse. Jeg har lige siden altid sørget for at mine ting lå, så jeg kunne finde dem i mørke igen.

Vi skulle binde os sammen i par og alt skulle nu koordineres 2 og 2. Jeg skulle hele morgenen havde et godt samarbejde op at køre med #25 Kenneth. Kenneth er en bum stærk dreng, der intet negativt har at sige om noget som helst. En rigtig fin fyr. Jeg var meget tilfreds med os 2 sammen. Jeg kan løbe og løfte tungt når jeg først har det på skuldrende og Kenneth kan bære en okse, hvis han skulle.

Da vi skulle antræde havde vi stadig ikke fået noget at spise, men alle var i uniform og alle var klar. Det var vores bygning desværre ikke. Jeg kan faktisk ikke huske, hvad problemet var, men straffen var at bære 40kilos ammokasser rundt 2 og 2 imens vi gjorde rent. Kasserne er dårlige at gå med og rebet som man holder i er lidt for langt for mig. Så det var bare en skod opgave. Heldigvis havde jeg Kenneth med, så ingen sure miner fra morgenstunden af. Det skulle dog komme lidt efter.

Da vi efter endt oprydning igen antræder foran instruktørerne, skal vi atter engang havde vasket vores samvittighed ren. Vi skulle selv fortælle, hvis der var noget vi mente var for dårligt. Jeg kiggede hen på Renni og Frederik og var egentlig mentalt klar til at nu var vi 8. De må havde haft en forfærdelig nat med Ratsach’s ord i baghovedet fra tidligere. Heldigvis var det nok for dem at lede efter fisk i branddammen.

Desværre var der flere grupper som havde småproblemer. En havde glemt sit refleksbind en anden sin kop efter slagsmåls øvelsen. Det resulterende i 2 par mere som skulle starte dagen med at være våde.
Jeg selv havde faktisk glemt min kop i spisestuen aftenen før, men jeg kunne dog ikke få mig selv til at svare, da jeg håbede det ikke var blevet opdaget.
Normalt er konsekvensen af at lyve større end bare at blive vasket af noget iskoldt vand. Men jeg var så mentalt træt af at være våd, at jeg bare ikke kunne overskue det den morgen.
Til alt held sørgede Kenneth for at vi kunne komme i vandet, han havde glemt sin blyant. Jeg forsøgte at fortælle ham, han bare kunne låne min, da jeg kan knække den over og snitte den til. Det hørte han dog ikke og så var jeg våd igen. Pis.

Tilbage i gelledet stod vi nu 4 par våde med kun #12 pas drengen Jacob og #15 Martin. De så meget lettede ud over ikke at starte dagen med at være våde, så kunne ikke lade være med at smile en smule, da de vist nok kom i vandet fordi de ikke havde hjulpet deres kammerater godt nok om morgenen. Især Martin så noget slukøret ud, men han klager aldrig så i vandet med dem og nu skulle vi løbe.

Hej grusgrav! Lang tid siden…

Vi skulle ud og løbe i gelleder igen. Vi løb i kampuniform, vandbælte og støvler.
Salomon støvlerne er helt fantastiske at løbe og gå i når de er tørre. Ulempen med dem er så til gengæld at snørebåndene går op, så snart de er det mindste våde. Jeg har engang for mange år siden lært at binde båndende så snøren går under de andre spændte snører.
Det har gjort at jeg aldrig har haft problemer med snørebånd i mine løb. Desværre havde jeg ikke sagt det videre til Kenneth, så midt på en mark spørger han om tilladelse til at binde snørebånd. Tilladelsen blev ikke givet. Han kunne binde og sprinte op eller så måtte han løbe med åbne sko igennem vand og mudder.
Vi stoppede op men de kolde fingre og stressen over at de forreste bare løb igennem gjorde, at det tog uendelig lang tid. Nu skulle jeg bevise overfor Kenneth, hvorfor jeg var en god makker. Jeg forsøgte at trække ham op til de andre det bedste jeg havde lært og inden marken var overstået var vi igen en fuld deling.

Atter engang havde instruktørerne fundet samtlige elhegn i Vestjylland og atter engang blev jeg påmindet om, at jeg kun er 178cm høj. Det var ikke sidste gang den morgen.

Vi nåede frem til grusgraven og atter engang skulle vi gå frem og tilbage med træbjælker. Da vi var 5 par bundet sammen valgte #5 Morten, #10 Renni, #25 Kenneth og jeg at tage den ”letteste” træstamme. Så kunne de andre 6 tage den som var tungere.
Problemet i min gruppe var at jeg var klart den laveste. Dvs. jeg ikke kunne løfte med skulderen og dermed mine ben. Jeg skulle arbejde med armene og det er ikke min styrke. Heldigvis havde jeg Kenneth sammen med mig, så han tog en masse af slæbet og jeg forsøgte at komme med gode løsninger til at komme op af skrænterne.

Vi havde tidligere i grusgraven fået at vide, at der vilde falde brænde ned, hvis vi lagde træstammen på jorden. Derfor forsøgte vi at gå udenom de stejle skråninger, da en gåtur på 250meter med en træstamme, er meget nemmere end at skulle vade i sandet. Den plan blev dog hurtigt forpurret, så vi måtte gå tilbage og få den anden gruppes hjælp. Dagens træning i grusgraven var nu overstået.

Inden vi løb hjem fik vi endnu en fantastisk raw bite til morgenmad. Jeg hader de barer, især den med kokossmag! Selvom man ikke har fået særlig mange kalorier i flere dage, er det stadig tæt på at være bedre bare at få luft.
Ned med baren, en god morgensang og en kort løbetur hjem. Så var morgenen overstået og vi kunne blive fri for hinanden.

Min store nedtur

Inden programmet startede havde jeg hjemmefra fået instrukser på at lære knob til hudløshed. Jeg havde desværre først kommet i tanke om det aftenen inden korpsets start. Så havde kun lavet de enkelte knob hurtigt og så i seng. Det skulle blive den største fejltagelse i min del af programmet.

Vi skulle vise et pælestik og fik 3 minutter til at lave det. Jeg kunne godt når jeg skulle stå og binde det uden noget. Men da vi pludselig på pladsen skal til at binde det rundt om en metalseng slår det klik for mig. Jeg stresser og noget så simpelt virker pludselig som at bestige mount everest. Ind og prøve igen.
Jeg sidder sammen med #23 Ulrik tilbage og får i alt 3 forsøg. Alle forsøg dumpes og vi skal tage 20 belønninger hver og så ind til morgenmaden. Hvad jeg nu ved er at jeg var gået sukkerkold. Det var en skræmmende oplevelse, men også meget lærerrig. Det har jeg efterfølgende brugt i mit daglige arbejde, så begynder jeg at glemme ting, er det bare med at få noget ned.

Jeg ved ikke, hvem som kom på ideen men morgenmaden skulle bare ned hurtigt. Så da Ulrik og jeg kommer ind, har de andre drenge smurt brød og hældt havregryn op. Det var en fantastisk modtagelse at få og gjorde bare skuffelsen fra det manglende pælestik en smule mindre.

Efter morgenmaden var der 5 minutters beredskab igen. De andre tog et hvil imens jeg sad og lavede 100 pælestik. Hvis jeg om aftenen blev hevet ud af min seng og skulle lave et nyt for ikke at ryge hjem, ville jeg være klar. Da de 100 var lavet ordnede jeg mine ting og slappede af i fuld uniform.

Endelig på min hjemmebane igen dog uden vand

Det var en fed overraskelse for mig, at Erik kom ind og gav os sløringscreme, (kom)pas og information om at infiltrere og observere en bygning.

Jeg har hjemmefra løbet en del o-løb og med min far trænet i at gå efter kompas. Så da det var en meget enkel tur vi skulle ud på blev jeg fører og spejder i gruppen. Min gruppe bestod af #5Morten, #20 Christian #25 Kenneth. Vi skulle forberede en observation af en bygning med aktivitet. Det skete ved at blive sat af lastbilen, gå i en bestemt retning ca. 2 km og komme så tæt på som muligt uden at blive set.

Det med at komme tæt på er langt fra så nemt som det lyder med et kamerahold i hældende. Så jeg prøvede at tage det så seriøst som muligt og udføre min opgave. Som spejder løb jeg oftest i front og sørgede for de andre kom efter når det var sikkert. Vi snakkede ikke en eneste gang under frem og tilbage rykningen og opgaven blev løst til punkt og prikke.

Inden programmet startede, havde jeg forhørt mig med min far om, hvad han ville anbefale af ur. Jeg har igennem 4 år altid benyttet mig af Garmin, men da vi ikke måtte havde GPS i vores ure i korpset måtte jeg finde et alternativ.
Jeg fik at vide at Casio G-shock ure var vejen frem. Fordelen ved Casio er først og fremmest, at de meget holdbare selvom man udfordrer det i alle elementer. Jeg satte nogle krav til hvad det skulle kunne for at det var brugbart.

  • Vandtæt – Siger lidt sig selv, vi vil helt ssikekrt komme ud for vand undervejs
  • Være præcist – Lyder banalt, men en anden deltager havde faktisk et ur, som mistede 1.5 minut på 5 dage. Det gjorde aat han kom for sent til observationsposten.
  • Nemt at håndtere selvom man har handsker på eller har kolde fingre
  • Havde tidstagning samt tidsindstillet alarm – På denne observationsopgave brugte jeg tidsmåleren for at finde et bevægemønster ved vagterne, men også på mine løb og den lange march var det brugbart
  • Kompas – Jeg havde ikke kompas med på mine ture, da jeg kunne bruge uret. Det var meget præcist og fungerede til UG
  • Temperaturmåler – Jeg brugte temperaturen til at regulere på varmen. Man kan godt blive nedkølet selvom man er aktiv, så for ikke t miste energi, havde jeg bestemte temperaturer, som jeg klædte  mig af og på til

Valget faldt på Casio G-Shock Gravitymaster. Det var og er et fantastisk ur. Jeg bruger det stadig på klinikken, og er faktisk det første ur jeg har kunne gå med til daglig. Det havde alle de overnævnte funktioner og hjalp mig igennem ugen.

En lille sjov historie fra observationen er, at Kenneth og jeg endte med at skulle observere fra den ene side sammen, imens de andre tog den anden side. På den måde kunne vi se mest muligt og få bedst information med hjem.
Kenneth virkede dog en smule presset ved situationen. Jeg brugte meget tid på at få hans stress niveau ned da han så fjender overalt under vores observation. Hvad der fik ham til det ved jeg ikke, men vi kunne ikke ligge mange minutter under den timelange øvelse, før Kenneth mente vi skulle rykke til en ny position. Jeg prøvede at være så pædagogisk som mulig og vi fik efter endt tid ros for vores observation.

Derhjemme har jeg altid haft en tendens til at glemme mine ting på farten. Jeg har en pung liggende på Fiji, en vanddunk på toppen af alperne og adskillige nøgler i alle verdens kroge. Jeg forsøgte under programmet at kompensere for de glemte ting, ved altid at havde styr på mine stumper, aldrig tage ting af eller på unødvendigt og generelt bare havde styr på mig selv.
Under fremlæggelsen af vores observationer, bliver jeg dog lokket i en fælde. Erik fortæller, at vi bare kan slappe af, løsne vandbælterne og få en lille pause. Som sagt så gjort nu lå vandbæltet i skoven og jeg var på vej hjem i lastbilen med de andre.
Da det går op for mig forsøger jeg i første omgang at lade være med at sige noget. Jeg vidste at #27’s vandbælte hang i vores tørre stue, så ville egentlig bare tage hans og lade som ingenting. Men min samvittighed over at militærets materialer lå i skoven gjorde at jeg rakte hånden op!

Det er egentlig sjovt som belønninger i programmet udvikler sig. Da en aspirant i starten glemte sit vand under en øvelse skulle han tage 10 armbøjninger. Jeg skulle løbe hjem!

Løbeturen var for mig et vendepunkt på dagen. Jeg gik fra at havde en rigtig off lorte morgen, til pludselig at føle mig meget ovenpå. Jeg var meget godt løbende i modsætning til 10km løbet på dag 3 og med Ratsachs ord fra morgenstunden om, at målstregen var rundt om hjørnet var bare endnu bedre for humøret. Havde jeg skullet lede efter hajer i en time i branddammen som ekstra straf imens jeg lavede pælestik, havde jeg gjort det med et smil. De kunne ikke knække mig mere. Fedt!

Den lange vandring og godt samarbejde

Da vi kom hjem var der kraftig besked fra RK at vi ikke måtte havde panda øjne. Jeg vaskede og skrubede i en time tror jeg før jeg endelig var normal at se på. God peeling, men huden var smadret bagefter. Ved ikke hvordan jeg gjorde dengang jeg var i militæret, men huden er nok også blevet et par år ældre!

Vi skulle igen stille på pladsen og klokken var kun blevet 14, så vi tænkte der nok var noget nyt i ærmet. Rigtig nok igen i 2 grupper skulle vi ud på en vandring med 2 tasker som vejede 50 kg hver. Vi fik også en masse reb udleveret så jeg fik endnu en chance til at vise mine færdigheder. Den her gang gik det til UG og gjorde en masse for at det blev set af instruktørerne.

Jeg foreslog fra starten af om vi ikke bare skulle gå 2 mand med taskerne og så skiftes undervejs. Det blev dog nedstemt af gruppen, vi skulle bruge de reb vi havde fået udleveret. Vores tur med taskerne startede ret sent. Gruppe 1 skulle afsted før os, så vi fik endelig lidt tid til bare at stå og hygge med instruktør RK.

Vi jokede meget og fik en fantastisk god samtale med ham. RK var klart den af instruktørerne jeg bedst kunne lide og vi fik også joket lidt om min manglende størrelse sammenlignet med Kenneth! Fed start på øvelsen.

Turen frem til den første forhindring gik rigtig godt for vores gruppe. Stierne var brede og de hårde stigninger gik som smurt. Da vi nåede den dybe passage skulle vi igen til at samarbejde.
#5 Morten var fantastisk til at få folk til at lytte, så da jeg hurtigt foreslog at jeg ville kravle over med et langt reb og firer taskerne over blev det vedtaget. Som sagt så gjort, jeg fik dog en ekstra tur tilbage da vi også skulle havde vores udstyr med.

Jeg havde en sindsygt god fornemmelse i kroppen til resten af turen, og vores samarbejde gik rigtig godt, selvom stierne blev meget smalle og #2 John faldt en enkelt gang. John var som os andre godt kørende på denne del, så vi tog det ikke så alvorligt, selvom der blev sagt en enkelt mindre pæn ting eller 2.

Vi kom frem til vores pickup som bestod af en båd. Vi havde set gruppe 1 en times tid tidligere i en båd på vandet, så vi havde faktisk glædet os til sejlturen.
Det er dog væsentligt sværere i virkeligheden. Vi sejlede bogstaveligt rundt med den båd. Det var først da RK var træt af at vi legede tornado at vi endelig fik båden den rigtige vej.

Da vi nåede bredden blev vi for alvor presset. Man ser det ikke så meget i programmet, men båden er vildt uhandig og løbe med. Vi skulle løbe små 3km i bakket terræn til vores pickup, og RK blev ved med at råbe ad os hele vejen.
Det var for mit vedkomne noget af det hårdeste vi var ude for på hele kurset. Båden hoppede og dansede og kunne aldrig rigtig få den gode rytme. Samtidig med var det en dødsynd hvis vi tabte den, så kom den lidt for meget til min side, var båden meget tung, og løb man for hurtigt, kunne man høre de andre skrige fra den anden side.
Til sidst nåede vi vores lastbil, men først efter en lang sprint. Jeg kommer op i bilen og får hevet #2 John op ved min side. Vi sidder begge 2 fuldstændig smadret og der er helt stille i bilen.
Den første gruppe havde åbenbart været ude og svømme så #15 Martin sad og rystede på hele turen. Han prøvede momentvis at lave armbøjninger i lastbilen men tror han var blevet gennemkold der så der var intet der rigtig hjalp.

Løbeturen uden ende

Da vi endelig ramte basen forventede vi alle at nu var det slut. Det kunne være Erik ville havde os ud til noget yoga eller vi fik lov til at nyde en aften med afhøringer. Vi tog grueligt fejl.
Rat fortalte at basen var angrebet og vi skulle flygte. Det er lidt sjovt at tænke på at vi er omringet, men stadig skulle løbe i moderat tempo, men Rat siddende foran i en bil. Han havde endda tid til at tage et selfie af os på vejen. Jeg løb selvfølgelig foran med #12, så det ligger nok på hans skærm et sted.

En af de sjove ting på turen var #12’s evige kamp med sine stumper. Jeg holder vildt meget af jacob, men selvfølgelig havde han taget sin pandelampe på som en kasket. Det gjorde at han konstant tabte den på vejen og til sidst måtte afvige sin plads i front til #5 Morten.

Det man ikke ser på turen er den manøvre bilen laver. Da vi endelig tror vi er færdige med turen fortsætter bilen bare. Det blev for meget for #25 og #2. Jeg ser faktisk ikke hvad der sker med John, jeg løber ved siden af Kenneth. Han havde kort tid inden han falder virket rystet, så #5 og jeg bliver sendt ned for at kigge på ham.
Da Kenneth falder går det voldsomt stærkt jeg løber på hans højre side og han falder til venstre. Der går min uddannelse ind i mig. Imens Kenneth ligger og ser på stjerner hyperventilerer han voldsomt, så jeg går i gang med at lave lungefysioterapi på ham. Det handler i bund og grund om at få stabiliseret vejrtrækningen og sørge for han får luft dybt i lungerne. Det tog lidt tid men det gik godt og fik ros for det af Rat. Den anden gang på hele kurset.

Vi ender med at løbe hjem og så står jeg sammen med #23 Ulrik og tømmer 4 liter drop i Kenneth. Ved ikke hvad der skete med ham den aften, men indtil den afsluttende samling virkede Kenneth meget fjern på mig. Tror han gik et sted hen, hvor der ikke er mange mennesker, som har været.

Den sidste afhøring

Vi var flere som røg til afhøring den aften. Jeg blev kaldt ind som en af de sidste. Inden da havde jeg haft en samtale med RK. Jeg havde fået taget mine løbesko af en hjemsendt aspirant, så vi prøvede at få en løsning på det problem. På det tidspunkt virkede alt fuldstændig fryd og gammen.

Da Erik endelig kom og atter engang puttede hætten på mig vidste jeg godt at jeg skulle ind og snakke min sag. I programmet ser man min samtale med Rat. Den blev faktisk skudt et par dage inden. Jeg har som tidligere beskrevet på bloggen, holdt meget lav profil om hvem jeg var og hvor jeg kom fra.
Det mente produktionsselskabet nok også, for da jeg blev kaldt til afhøring er det tydeligt, at Rat gerne vil havde mig til at fortælle om min far og min opvækst. Det er en sjov måde at gøre det på. Først så smadrer de os igennem, for så bagefter at agere psykolog.

Jeg har grinet meget af samtalen efterfølgende. For det var tydeligt at Rat ikke havde set den komme at sønnen til hans buddy i 90 sad foran ham. Så da spørgsmålet kommer svarer jeg ”hold nu kæft hr. instruktør, du ved jo godt hvem min far er!” Da jeg efterfølgende så i hans øjne virkede det som om han havde løst universets gåde! Alle de små ting jeg havde lavet undervejs (hold sig anonym, være indenfor top5-7, de våde strømper i armhulerne tyg i den sorte hætte osv.) var skolet hjemmefra. Derfra var der ingen kære mor.

Men nattens afhøring var anderledes. Jeg sidder foran Magnus og Erik og følte mig faktisk godt tilpas. Første spørgsmål: ”Er du bange for at ryge hjem #6?” bum. Jeg svarede at nej det var jeg egentlig ikke, jeg havde taget min belønning, havde ikke lavet fejl siden. Var sindssygt godt kørende på natløbet, hvor jeg hjalp med at bære #25 Kenneth hjem i sin seng´.
Det var tydeligvis det forkerte svar, for Magnus mente det var overfladisk.
Nåh jeg prøver igen. ”Hvad med det knob i morges du gik jo helt i panik!” Ahh af en mand som har oplevet krig måtte da havde oplevet større panik anfald! Jeg fortalte at jeg havde lavet det 100 gange og kunne lave det i blinde. Erik spørg om jeg ville kunne lave det i nat hvis de vækkede mig! JA! Hmm. Forkert svar igen.

”Du tager jo heller ikke dine kropshævninger i strakt arm #6?” Der bliver jeg faktisk sur. ”Stop nu hr. instruktør, jeg har en gammel skade som gør jeg ikke kan strække min albue fuldt ud, det ved du, og jeg vil kunne tage 12, hvor de andre skulle tage 6 hvis det var”. Atter engang forkert svar, jeg blev hevet ud, og ingen ting fra det interview er med i programmet.
Gik fra afhøringen med en god fornemmelse i maven inden aftenens udvælgelse. Eriks kommentar og min nyfundne selvtillid var nok.

Fucking mcdonalds

Sent på aftenen bliver vi kaldt til samling. Vi fik inden udvælgelsen ingen information om hvor mange der vile ryge hjem. Med 2 dage tilbage forventede jeg 2 mand ville ryge, så da Rat efter de første 3 siger at en sidste skal afgå bliver jeg overrasket. De sidste 7 er stærke, men selvfølgelig 2 havde bukket under på løbet, så mon ikke det er en af dem som ryger.

”Sidste mand er aspirant nummer…. 6!”

Jeg virker meget rolig i programmet, det er jeg ikke. Man kommer direkte fra udvælgelsen ud til en runner fra selskabet. Han var pisse irriterende. Var ikke forberedt på sure miner og virkede egentlig bare som chauffør.
Vi skulle pakke vores egne ting i en hvid sæk og militærets ting i en sort. Men inden da kom de resterende 6 ind og sagde farvel. Især #15 Martin virkede oprigtigt irriteret på at jeg røg, men også #2 John siger nogen fantastiske ord. ”undskyld hvis jeg var negativ i dag, det er fanma ufortjent”! Store ord.

Efter vi forlader basen får vi en mikrofon i hovedet og så skal vi i bedste sportsstil svarer på, hvad går der igennem dit hoved lige nu. Jeg har heldigvis fået lov til at stå i baggrunden og rase af på runneren. Man kan faktisk se det i bag om kameraet optagelserne på tv2. Så mine svar var forholdsvis fattede.

På vejen hjem stopper vi ved en mcdonalds, hvor vi kan få lige præcis det vi ville. Jeg bestilte en big mac menu, teambox nuggets, milkshake og Sunday ice. Spiste måske 10 procent af det, men kunne bare ikke bestemme mig.

Inden vi forlader programmet skal vi forbi en psykolog og lægen. Jeg snakkede først med lægen efter morgenmaden. Jeg havde holdt det hemmeligt, men på dag 3 mister jeg min lilletånegl, og der var gået infektion i. Jeg valgte at smadre den ind i et stoleben om natten som bestemt ikke gjorde det bedre, så nu skulle den undersøges. Rigtig nok infektionen havde bredt sig og jeg røg på 2 forskellige antibiotika.
Psykolog samtalen gik også okay, jeg fik min begrundelse for at ryge af men det vil jeg lade folk, der har set programmet selv vurdere om de syntes det var okay.

Jeg tabte mig i alt 5,5 kg på de små 6 dage. Jeg gik fra 75-69.5. Jeg har taget et efter billede hvor man kan se at alt fedtet bare er væk. Meget effektiv kur må jeg sige.

Jeg tog den lange tur hjem med toget fra vestjylland, og ramte københavn 4 timer senere. Jeg stod nu i en skolegård og ventede på at Sofia og Nord kom. Jeg har hele ugen været meget fokuseret på ikke at tænke på dem derhjemme da det ville give mig forkerte tanker i hovedet. Havde stort set ikke vist en følelse gennem hele kurset.
Det rammer mig som en stenhammer da jeg ser de 2 komme løbende over legepladsen. Jeg stortuder og krammer de 2 så de næsten ikke kan få luft. Nord virker fuldstændig ligeglad, nu er hans legekammerat bare hjemme, så jeg får et kys på kinden, og så skal vi ellers rutche sammen. Nu er jeg, hvor jeg hører hjemme igen.