Korpset dag 4 – Du elsker vand normalt Aspirant #6

Korpset dag 4 – Du elsker vand normalt Aspirant #6

Verdens mest effektive vækkeur

Dag 4 startede reelt set aftenen før. Inden vi skal til at gå til ro bliver vi kaldt til samling i spisesalen. #25 Kenneth skal vise os, hvordan man laver en tandbeskytter. Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, hvad den faktisk skulle bruges til.
Vi snakkede lidt om det imens vi fik dem lavet. Mit bedste bud var selvtillidsprøver. Min far har egentlig aldrig fortalt så meget om, hvad han var igennem på jægerkorpsets kurser, men selvtillidsprøverne fra vipper havde han dog nævnt.

Jeg har faktisk altid frygtet selvtillidsprøverne. Jeg ved jeg kan løbe til jeg segner, og er sjældent bange for at tage en udfordring op. Men min kropskontrol stopper ved hovedspring fra 10 meter vippen. Så at skulle udføre baglæns saldo eller en tysker fra samme højde gjorde mig nervøs.

Vi fik lavet tandbeskytterne, dog med meget besvær. Jeg kunne ikke have min i munden uden at skulle kaste op, så jeg fik min fittet til kun at dække fortænderne. Alt kan fikses med en sløv kniv og kogende vand.

Vi gik i seng med en forventning om en form for nattesøvn. En af de ting man ikke ser i programmet er vores fantastiske hoveddør til og fra sovesalen. Jeg er 100% sikker på, at instruktørerne med vilje har fået den til at knirke. Det betød at hver gang der var vagtskifte på observationsposten, vågnede man kiggede op og faldt i søvn igen. Men denne morgen havde de valgt den helt rigtige fremgangsmåde til helt bogstaveligt at tage os på sengen.

Kl. lidt i 6 sover jeg som en sten. Pludselig lyder der et brag fra helvede, som om vi er endt midt i en krigszone. Det bliver ved og ved, jeg stopper med at tælle efter 4 brag og i næste sekund står jeg i et andet rum, kun iført underbukser og lange ærmer og tilmed med evigt solbrune #27 Mark ved siden af mig.

Jeg vil til den dag jeg dør påstå at vi var alene i vores sovesal. Der stod vist minimum 2 hætteklædte folk og smed os udenfor uden jeg lagde mærke til de var i samme rum.

Godmorgen dag 4, nu handler det om at kontrollere sin frygt.

Sandet er stadig tungt, havtræning og en filur

Vi fik en kort introduktion om morgenen. Så skulle vi på bilerne og afsted med os. Vi kørte i ret lang tid. Jeg sad tilfældigvis yderst i lastbilen, så jeg kunne se en masse morgenfriske mennesker i deres biler på vej på job. Vi kørte også forbi en bager. Man kunne lugte hindbærsnitter på lang afstand, og de mennesker skulle bare vide hvor nemt det er at få stillet sin sult i modsætning til os inde i vores bil.

Vi blev kørt til en ny strand. Den her gang fik vi besked på at tage en sten og en 20 kilo vanddunk og spassere ned på stranden. Som det altid var kotume i programmet, så vidste vi, at når beskeden om at tage vores microport (mikrofon) af kom, så var det fordi de ikke kunne tåle vand i modsætning til os. Nu skulle vi være våde igen.

Men vi skulle lige være varme først. Det lyder måske banalt at en god morgenluntetur kunne være noget af det hårdeste. Men Rat satte et voldsomt hårdt tempo og han fortsatte ufortrødent ned af stranden. Da han endelig bad os om at vende om, tror jeg ikke jeg var den eneste som var lettet. Hvad der var endnu bedre, så skulle jeg virkelig tisse på den tur. Så da der endelig var en som tog mod til sig, og spurgte om vi måtte tisse, blev der givet tilladelse til på et geled at pisse i havet. Kongebillede fra dronen over os nåede jeg at tænke!

Vi nåede frem til start, fronten mod havet og så i baljen. 20 belønninger af hver og så var vi i gang.

En af de fedeste oplevelser ved korpset var da vi skulle gå ud til navlen, vende os om og synge i østen stiger solen op. Om det var de højere magter, godt planlagt at tv2 eller bare et tilfælde skal jeg ikke kunne sige. Men samtidig med at vi sang, steg den flotteste sol op på himlen over vesterhavs klitterne. Jeg byttede rundt på vers 3 og 4, men heldigvis var det ikke noget som blev set af instruktørerne.

Mig som nummer 3 fra venstre.

Dag 4 var også dagen, hvor vi fik ros for første gang af instruktørerne. Vi havde gjort det så godt at nu var det tid til at slappe af, nyde livet og få en lille is.
Jeg nød faktisk isen, det var rart at få andet end skod raw bites og tun på dåse. Men nød den åbenlyst ikke heeelt lige så meget som vores ven #3 Marius. ”Jag ælzker ish” sagde han og gumlede med den fedeste østeuropæiske accent. Jeg flækkede af grin, og heldigvis gjorde instruktør Rune det også. Konge start på dagen. Kold men god.

Overfaldet og mentaltræning hjemmefra af de bedste

Efter stranden var det tid til at lære nogen overlevelses teknikker. Vi havde inden da, lavet vores egen varmeregulering i lastbilen. Køreturen var ret lang, så det endte med at jeg stod sammen med #3 Marius, #10 Renni, #12 Jacob og #15 Martin og krammede det bedste vi havde lært. Vi var gennemkolde og våde så en stor gang bromance var lige hvad vi trængte til og mine 178cm endte i midten.

Vi blev sat af ved en skovkant med fuld oppakning og fik besked på at følge instruktør Erik ind i skoven. Han viste os, hvordan man kan få varmen vha. en sprittablet, en koger og et regnslag. Det virker sindssygt, men det var noget af det mest behagelige jeg til dato har oplevet.
Hjemmefra havde jeg fået et lille tip af min far: ”Når du er våd og kold, så hold et lille hvil, skift strømper og tag de våde strømper under armhulen!”. Jeg gik derfor straks i gang med skift af strømper fra våde til tørre. Når man er våd, klam og kold er al bevægelse noget være juks. Man har mest lyst til at blive siddende i en statisk stilling, og få så lidt vådt tøj på kroppen, men det virkede, jeg fik tørre strømper på, og fødderne fik det straks bedre.

Vi blev derefter delt i 2 hold og skulle ud på en vandring til en agent som ventede på os. Der var en fantastisk stemning på vores hold, især da solen tittede frem imellem træerne og vi fik hurtigt varmen tilbage i kroppen. Om det var solen, den hyggelige stund med Erik eller noget helt 3. ved jeg ikke. Der var ingen af os, som så, at vi var blevet omringet og pludselig kom den velkendte lyd af kanonslag, geværild og gøende hunde bragende igennem skoven, så det næste jeg så var jorden med en fod i ryggen. Aner ikke om jeg forsøgte at flygte eller bare lagde mig ned, men nu lå jeg altså med strips om hænderne og en sort sæk over hovedet.

Her kommer en af de ting jeg mentalt havde trænet på hjemmefra. Jeg havde en forventning om, at vi ville blive overfaldet på et tidspunkt, så havde spurgt min far om hvad man skal gøre. Han fortalte at man kan dreje håndleddet en smule når de giver en strips på, for så kan man nemmere skære sig fri. Derudover kan en stofsæk over hovedet blive tygget i stykker på en halv times tid.
Imens vi blev ført ind i ladet på en bil, var jeg allerede godt i gang med at tygge i posen og efter en lang periode med ondt i kæben fik jeg endelig hul på posen. Jeg fik derefter skåret mine strips op og fik taget min hue af. Vi var alene i lastbilen og der kunne så småt anes menneskestemmer udenfor.
Jeg prøvede desperat at få de andre med på, at vi skulle flygte. Min far havde fortalt at alle muligheder for flugt skal udnyttes, og den her situation skulle vi bare væk fra. #15 Martin var dog ikke helt enig. Hans respons var, at vi fornuftigt nok skulle samle kræfter, da vi alligevel ikke ville komme langt. Så da ingen rigtig var med på ideen med at stikke af, tog jeg min hue på, og ventede på hvad der kom.
Ingen flugt fra min side af i dag!

Selvtillidsprøven og en kæmpe tak til Samuel Boysen

Da vi endelig kom ud en og en fandt Magnus ud af jeg havde bidt hul i min hue. Han lavede det fine trick at dreje huen 90 grader og så var man blind igen, dog kun for en kort stund. Lyset blev tændt og pludselig lavede Instruktør Rat en baglæns død mands planke fra ladet af en lastbil.


Fedt nu skulle vi være våde igen. Jeg havde fået skrabesår på inderlårene af de våde bukser og min uniform var endelig blevet nogenlunde tilpas tør at havde på igen, så en tur i koldt vand var ikke min største drøm.

Jeg bemærkede at ingen af os skulle havde tandbeskytter på så hvad fanden skulle de så bruges til? Men fik heldigvis ikke tænkt mere over det for nu skulle der springes.
Jeg havde forberedt mig på prøven i et stykke tid hjemmefra. Jeg har aldrig kunnet lave en baglæns saltomortale uden at slå mig og jeg var bange for at knalde hovedet ind i vippen med en tysker. Så da jeg var så heldig at få besøg af Samuel Boysen på min klinik et stykke tid før programmets start slog jeg til. Samuel er tidligere danmarksmester i udspring fra vippe, så hvis nogen kan lære mig at springe må det være ham. Jeg fik et par privatleksioner og pludselig turde jeg at springe. Tak for det Samuel det gjorde en hård situation meget nemmere.

Jeg anmodede om tilladelse til at udføre selvtillidsprøven. Om Ratssach er blevet små døv eller om det var en test ved jeg ikke, men jeg skulle anmode 2 gange og i havnen med mig. Vi fik fortalt det var 5 meter, men flyveturen i havnen føltes som 20. Der var pludselig langt ned, og aner ikke om jeg landede rigtig eller forkert men hovedet var i hvert fald øm et stykke tid efter.

Her nummer 10 Renni igang med at udføre prøven

Selvtillidsprøverne er til for at teste og flytte grænser. Efter springet følte jeg mig meget ovenpå og jeg kunne mærke på gruppen at jeg var bestemt ikke den eneste. Vi kom tilbage på basen og endelig var det tid til at få tørt tøj på. Jeg fik skiftet bandage på inderlårene og tog et varmt bad med den lykkelige forglemmelse af tandbeskytteren i toilettasken. Den skulle bruges nu!

Slåskamp og efterfølgende afhøring

Vi blev hen ad eftermiddagen alle sendt i spisesalen med beskeden om at medbringe vores kop. Var det nu endnu en af de mange skuffelser om manglende mad eller i bedste fald en dåse tun som ventede?
Der var ingenting i spisestuen men en efter en blev vi hentet og jeg var selvfølgelig en af de sidste. Nogen brugte tiden på at snakke løst og fast imens andre fik en kop kaffe. Jeg valgte at sove på gulvet med den konstante 10 minutters uro, hver gang en ny skulle hentes ind. Vi skulle blive i spisesalen og jeg var træt i kroppen så alt det søvn jeg kunne få var tiltrængt.

Da det endelig blev min tur fik jeg en hue over hovedet og afsted med mig.
Hver gang der var afhøring var det med en hue over hovedet og en eskorte ind i et afhøringslokale. Jeg forstod aldrig rigtig huen for når man lå på observationsposten, kunne man tydeligt se, hvor folk blev taget hen, så det var ikke den store hemmelighed.

Men på med huen i gang med at tygge og så afsted. Det næste som skete gik sindssygt stærkt og husker det kun i glimt.
Jeg møder først Erik som ifører mig kampudstyr og beder mig om at tage 20 burbies med en tandbeskytter i munden. Har aldrig været i slåskamp og har aldrig haft kamp udstyr på. Men respekt til dem som kæmper med det, for jeg var hamrende forpustet efter 20 belønninger og så fik jeg tilmed en sort spand over hovedet da jeg var færdig.

Lige inden spanden blev revet af hovedet får jeg besked på, at vold ikke altid er den bedste løsning. Fedt tænker jeg, så må jeg snakke mig ud af hvad der kommer.
Jeg når på ingen måder at tale mig ud af den ventende røvfuld. Da spanden ryger af ser jeg en tyk mand og derefter en væg. Hvad fanden skete der her. Jeg prøver at komme op igen og når at se Rat stå i døren, Rune stå med spanden og en dukke ligge i hjørnet. Så får jeg lov til at se den anden væg tæt på. Aner ikke om jeg forsøgte at flygte, slå eller spille død men det næste som skete var lyden af et horn, som blæste og mig gående mod sovesalen med hjertebanken.
Da kampen var slut fik vi alle besked på at huske vores kop som stod foran sovesalen. Jeg troede faktisk det var det testen gik ud på. Kan vi stadig modtage ordrer og udføre dem selvom vi har fået en røvfuld.
Jeg huskede i hvert fald koppen og følte en stor tilfredshed med veludført opgave. Hvordan slåskampen var, må nok til evig tid stå i det uvisse. Aner ikke om det var godt eller skidt, men var da stadigvæk tilbage da dagen var omme så lidt slagkraft må der havde været.

Kunsten at sige nej til slik

Vi fik efter slåskampen lov til at hvile os og gøre os klar til det uventede. Vi var efterhånden vant til, at der kunne ske noget når som helst. Så det med at sove på kommando blev jeg god til. Man sov alligevel aldrig 100%, så alt det ro man kunne få, tog jeg med kyshånd. Nåede dog ikke at sove særlig længe før jeg blev hentet ud af Rune.
Han var pludselig meget flink og tilbød slik og cola. Han spurgte ind til en masse om min familie og hvor jeg kom fra.
Jeg havde igen fået de perfekte råd med fra min far. ”Når du er afsted, skal du kun tænke på dig selv. Hvis de udspørger dig om noget med din familie, så svar udenom. De kan bruge alt imod dig!”. Jeg valgte desværre at sige nej til alt sukkeret. Kroppen havde helt sikkert brug for det, men kunne ikke overskue en tur i branddammen for en vingummibamse. Jeg tyllede dog colaen uden de store bagtanker og snakkede videre med Rune. Han tilbød mig at ringe hjem men jeg havde heldigvis forberedt mig på, at det kunne ske så jeg valgte pænt at sige nej tak. Mit fokus lå på at komme igennem til lørdag og min kone kunne hverken gøre fra eller til på den konto.
Jeg havde indtil da faktisk ikke skænket min familie en tanke. Der sker noget underligt med en når man træder ind på en base. Pludselig var der ingen andre forpligtigelser end dig selv og dine stumper. En meget simpel men faktisk også fantastisk måde at leve på. Man har ingen indflydelse på, hvornår man spiser eller hvad der skal ske. Du skal bare sørge for at hvile dig, drikke godt med vand og ellers få gjort dine ting klar. Så er alt andet bestemt for dig.

En af de meget stærke ryger hjem

Som afslutning på aftenen var der samling. Nu skulle der endnu flere kammerater hjem og Rat stod atter engang med sin sorte bog og kiggede på os. Jeg havde en god fornemmelse i kroppen. Ved ikke hvorfor jeg var så selvsikker, men var i hvert fald ikke nervøs.
Der røg 3 hjem den aften. #3 Marius #27 Mark og #9 Peter. Marius og Mark var nogen virkelig fantastiske gutter og har intet ondt at sige om dem og om det var fortjent eller ej, skal jeg ikke gøre mig til dommer overfor. Til gengæld er jeg stadig i dag meget uenig med beslutningen om at sende Peter hjem. Ja han var lille og havde nogen fysiske begrænsninger i løft, men han var hurtig på løb og havde bestået strandmarchen på lige fod med os andre. Den syntes jeg var ufortjent og burde ikke være kommet der.

Nu var vi 10 tilbage 96 timer var gået og endnu en nat med Observationspost skulle overståes. Men inden da var der festmåltid i spisesalen. 3 Stykker himmelske smørrebrød. Alt blev spist, selv appelsinskralden, og vi havde igen smil på, det var en fantastisk afslutning på en meget rodet dag. Der var nu 72 timer tilbage af kurset og vi var over halvvejs. Det var en fed fornemmelse at falde i søvn til selvom tanken om, at en hel dag med vand var aktuel igen imorgen bestemt ikke var rar!

 

Nick F. Augoustakis NF:CURA Sport Aspirant #6

Alle fotos Lars E. Andreasen TV2