Korpset dag 3 – Æd dig selv Aspirant #6

Korpset dag 3 – Æd dig selv Aspirant #6

Tidligt op – Svaghed og styrke

En god nats søvn, hvor jeg sov fra midnat til 01.50 og igen fra 03.10 til 06.00 skulle vise sig at være startskuddet til en rodet dag. Vi skulle stille klar kl. 07.00, med fuldstændig clean sovesal og opholdsområde, i kampuniform. Vi fik for en gangs skyld noget godt at spise (havregryn) og så var vi klar. Troede vi.
Jeg kan huske fra min militær tid, at spiller ens opholdsområde ikke, så falder helvede ned. Der var ingen af os, som havde tænkt på vores varmestue. I varmestuen hænger vi vådt tøj op og der var selvfølgelig møg beskidt. Den fejl kostede os en planke i uniform på ca. 5 minutter, imens 3 af drengene fik varmestuen gjort i stand. Så lærte vi det, og den spillede resten af ugen.

Derefter skulle vi udpege den svageste og den stærkeste. Jeg havde forberedt hjemmefra, at det ville komme på et tidspunkt. Det er normal procedure og det tester os og vores evner til at tænke positivt og komme videre.
Først skulle vi vælge den svageste. Hvis i har læst min første blog, var jeg ikke i tvivl om at jeg ville vælge #30. Han gennemførte ikke marchen, imponerede mig ikke på det første møde med grusgraven, var meget snakkesalig når vi skulle være stille og så snorkede han om natten.

Min fejl var måske at jeg stemte for hurtigt. På trods af min top 5 på 18km løbet dag 1 og min 2.plads sammen med #12 og #2 på marchen fik jeg #30’s stemme som svageste. Det lugtede af nag, og min plan om at være under radaren var i fare.
Hvad man ikke ser i dagens udsendelse er, at jeg faktisk får en stemme mere. #27 Mark giver mig også en stemme. Jeg holder meget af Mark, og klassisk for Mark, så fik jeg hans stemme fordi han blev forvirret. Vi fik snakket om det lige bagefter og som Mark nu engang er, fik jeg et kram og en undskyldning, og så grinede vi af det. Det fik heldigvis ingen konsekvenser og jeg var klar til dagen.

Vi skulle også udpege den stærkeste. #5 Morten var pisse godt kørende de første par dage. Så selvfølgelig skulle han have min stemme.
Hvad man ikke ser er, at lige inden #28 Michael bliver spurgt om den stærkeste, har vi fået en reprimande af instruktør Rathsach: ”Er der ingen som vil sige sig selv? Tror i så lidt på jer selv, at ingen siger sig selv som den stærkeste?!”
#28 falder nok lidt i fælden for han vælger herefter sig selv. Jeg havde ikke lagt mærke til #28 Michael, så for min skyld var det fint. Jeg sov efter marchen i 2 timer, mens resten skulle fuldføre, så havde faktisk ikke set, at han var én af dem som ikke gennemførte den, han virkede ret stærk ellers.

Redning og lederegenskaber

Efter morgensamlingen blev vi kaldt ud på pladsen. Vi skulle deles op i 4 hold, og var på ingen måder overrasket over at #30 blev min fører. Jeg havde mentalt forberedt mig på at få det bedste ud af alle situationer, så jeg tog den med. Min gruppe var #6, #8 Frederik, #10 Renni, #15 Martin og #30 Henning.

Vi skal redde en nedstyrtet pilot, der er såret, ud fra fjendeland. Dvs. vi skal finde ham og redde ham ud til pickup (lastbilen) og eskortere ham væk.  Vi kendte ikke det præcise pickup-sted, men vidste at det lå  på 2. vej x antal grader mod syd. Jeg var eneste i min gruppe, der havde en fortid med kompas, så jeg blev udnævnt til spejder og kortfører. Det gik fint og blev rost for min fremgangsmåde af instruktøren. En metode jeg brugte meget på turen var, at gå præcise antal skridt fx mod øst, komme forbi forhindringen, og så gå samme antal skridt tilbage igen mod vest.

Piloten fandt vi hurtigt. Han var en flot fyr, en sanddukke på 80 kg. Op på båren og så afsted mod pickup. Vi havde som sagt fået information om at vi var i fjendeland og derfor skulle vi komme igennem så uset som muligt. Aftalen blev at jeg gik foran, fandt den nemmeste vej og sørgede for at vi ikke gik åbenlyst ude i terrænet. Samarbejdet gik okay og vi kom afsted. Der var dog en del diskussion på vejen da #30 ikke kunne være stille på turen.
Det eskalerede på et tidspunkt for mig, da vi skulle igennem et brombær krat. #30 var sulten og spurgte om tilladelse til at spise bær. Tilladelse blev givet og så ”hyggede” vi os ellers med det. Jeg måtte bide mig hårdt i tungen gentagne gange, det gik alt for langsomt og måtte flere gange minde om, at vi skulle være stille og vi skulle fremad. Jeg forsøgte på øvelsen at tage styringen i gruppen efter bedste evne. Det resulterede i at jeg til sidst tager båren med #15 Martin, #8 Frederik og # 10 Renni i stedet for at være spejder og så kæmpede vi os i mål. På sidstepladsen – dog uset og det korrekte sted.

Den bedste bryllupsdag man kunne ønske sig

En af de sjoveste ting jeg oplevede på hele turen var observationsposten med #15 Martin.
Han fortæller mig at det er hans 1-års bryllupsdag, og i stedet for at ligge derhjemme med sin nyfødte dreng og nygifte kone, lå han nu her sammen med mig. Vi fik snakket om løst og fast, og Martin havde selvfølgelig bestilt blomster og det hele til sin kone. Jeg ser stadig Martin i dag, og vi har store projekter sammen i 2017.

Da vi kom tilbage på basen ventede min største udfordring hidtil. Vi skulle ud på en simpel 10km løbetur i kampuniform med vandbælte på. Jeg var fra dag 1 vant til at komme i top 5 på løb, men den her tur skulle blive meget anderledes. Allerede de første par km begynder tankerne at fare rundt i hovedet. ”tunge ben”, ”ikke nok vand”, ”hvad fanden sker der”, “den her tur er fanma ikke 10km” osv. osv.

Det hele eskalerer da jeg halvvejs bliver overhalet af #15 Martin. Et 95kg crossfit monster som langsomt men sikkert løber fra mig. Kunne ikke følge med. #28 Michael redder mig på det løb. Han siger jeg bare skal “ligge på hjul” af ham, så skal han nok trække mig igennem. Som sagt så gjort. 10km på 1.02 på 9.pladsen og en sur instruktør Magnus i målområdet. Lortetur!

Fra løbeturen der var det ultimative lavpunkt indtil nu – kom nu det hidtidige højdepunkt for mig personligt.

Som tidligere nævnt var grusgraven et både forfærdeligt og fantastisk sted. Vi var på 5-minutters beredskab. Dvs. fra nu af skulle vi være klar når som helst. Jeg gjorde mine ting klar tog støvlerne af og hvilede.
Nu skulle udholdenheden testes!

Grusgraven – fitnesscenteret fra helvede og et 5 timers træningspas forude

Vi startede med en lang luntetur i geledder. På turen skulle vi igennem vand og mudder samt over alt for mange strømhegn, der gør endnu mere ondt når man er våd. Desuden ved alle vidst godt hvad der er nærmest et strømhegn, når man kravler over det! Til sidst kom vi til grusgraven. Nu skulle måneders forberedelse stå sin test.

Jeg ved ikke, hvor mange timer vi var i grusgraven, men det var mange. Der var flere forskellige taktikker til at gennemføre grusgravs helvedet. Jeg sørgede for at være i toppen op af grusgraven. Blev jeg træt eller syrede det til, kunne jeg smutte ned og hjælpe de andre og derved få en lille pause.


Da det virkelig blev hårdt, sørgede jeg for at kigge rundt på folk. Man kunne altid finde en, der havde det værre. Det lyder egoistisk, men det hjalp mig meget.
Da vi i første omgang troede vi var færdige, skulle vi nå vores pickup på toppen af grusgraven. Med os havde vi 20 kilo ammunitionskasser. En lille sjov historie fra jagten på lastbilen, som jeg fik fortalt af #9 Peter. På et tidspunkt er Peter ret presset. Jeg tager så hans ammunitionskasse og kaster den op på lastbilen sammen med min egen og råber at han skal bare hoppe op. Det er sjovt som man forsøger at hjælpe hinanden når man har et fælles mål.

Da vi kommer hjem dummer jeg mig sammen med #5. Vi tror lykkens gudinde har smilet til os, der står en himmelsk lasagne, og der er meget af den. Vi begynder at portionsanrette til folk og der er god stemning. Vi når lige at sætte os #5 og jeg, og så skulle vi afsted igen.

Nu stod den på grusgraven, og vi stopper ikke før en giver op. Den dræner en, for folk er klar. Alle giver den gas, og nu kunne jeg for første gang mærke, at min mission om at være under radaren var lykkedes. #5 skulle pludselig vinde alle løb op af grussiderne, # 12 skulle bære på den tungeste mand, #9 skulle tage armbøjninger i vandet.
Mine belønninger bestod af en helvedes masse englehop og armbøjninger men ikke med en instruktør råbende i ansigtet undervejs.

Jeg kunne egentlig vise godt overskud ud på aftenen men man når stadig at havde dybt egoistiske tanker. Man kigger rundt konstant og tænker, stop nu for helvede. Jeg gider sku ikke rende rundt her, når du alligevel stopper om lidt osv. Det hele sluttede først da #29’s skulder giver efter, flere timer efter vi startede. Nu stod den endelig på kold men god lasagne. Jeg så faktisk ikke at vi var færdige, før Rat stod med #29 i hånden og sagde. Vi tager hjem aspiranter.

En lille krølle på halen for #4. Vi får at vide, at vi skal løbe hjem i stilhed. #4 har nok glemt det, så 100 meter efter starten vender vi om og tager afsted mod grusgraven igen. Hvis øjne kunne dræbe var #4 ikke her i dag! Heldigvis var det bare en trussel og endelig var dagens hårdeste strabadser slut.

Memorering, regnvejrs yoga og farvel til flere kammerater

Inden observationsposten startede skulle vi først træne memorering. Vi fik 10 ting vi skulle huske, og så skrive dem ned når tiden var gået. Derefter gik vi op til 15. Hvad instruktørerne ikke fortalte var, at vi havde pludselig kun 30 sekunder til at skrive ned. Jeg nåede at skrive 7 ting ned. Den bliver dyr senere.

Inden vi endelig kunne slappe af, mente instruktør Erik, at det var på tide at dyrke yoga. Det silede ned med regn og var rigtig koldt. Men samtidig os en af de fedeste opleveler jeg har haft. Vi grinede alle af det absurde vi lige har været igennem. Samtidig så står man i hundestilling og kigger på regn i lamper. Erik, er jeg ikke i tvivl om, havde en fest.

Dagen sluttede med aftenssamling. Nu skulle vi sige farvel til de svageste. Det var egentlig okay, det virkede som om at alle dem som ikke gennemførte marchen røg hjem. De havde alle bevidst kæmpe råstyrke, men skal man holde noget autenticitet, så skulle dem som ikke gennemfører en prøve, ikke havde lov til at fortsætte. De kan dog alle klappe sig selv på skulderen. Den var ikke nem den grusgrav!